Oversættelse af 3. kap. - "Eine ideale Dorfgemeinschaft" (et ideelt landsbysamfund)

 

 

Oversat fra tysk af Marianne Fuglsang-Damgaard Kley

 

 

III. kapitel

Et ideelt landsbysamfund

Det er formiddag på årets korteste dag. Over jorden, der er fugtig af regnen, hænger en skytung himmel. Med tunge vingeslag stryger vinden over nøgne marker, fejer med en stille hvisken gennem stille skove og rusker i den lille kirke, der er blevet grå med alderen. Kirken rejser sit stumpe tårn, beliggende på en ensom høj mellem to landsbyer, cirka tyve minutter fra Kongeåen. Fra kirken kan man se langt – mod nord henover landsbyen Københoved og videre til Kongeåen, der har sit grænsedannende forløb gennem sandede enge, og endelig langt ind i det danske land – og mod syd henover den langstrakte landsby Langetved mod den mørke, varme krans af skove, der omslutter området.

Kirken ligger ensomt på sin stolte høj, der er kun to til tre huse i nærheden. Men i dag er kirken ikke ensom. Grupper af ventende mennesker står på kirkegården og foran indgangslågen og flere folk i søndagstøj nærmer sig kirken; vogne kommer rullende og standser på pladsen foran kirken, heste vrinsker, og nu hæver den lille kirke på højen sin tynde klokkestemme, snakken blandt mænd og kvinder forstummer, spændt kigger alle på vejen, der fører fra præstegården til kirken, på hvilken provst Gottfriedsen fra Nustrup nærmer sig med sognets nye præst, der skal indsættes i dag. Menigheden danner espalier på højre og venstre side, mændene tager hatten af og alle mønstrer alvorlige og tavse den nye præst. De gejstlige går ind i kirken gennem portalen og menigheden følger efter, bænke og stole fyldes til sidste plads, der høres skridt og døre, der klaprer, så bliver der stille. Kirkegården, der for kort tid siden var fyldt med mennesker, er nu forladt, kun vinden rusker i de bladløse grene og fra tid til anden høres det ildelydende skrig fra en råge, men fra kirken lyder kraftfuld sang fra hundreder af stemmer:

                                                          Drag bort, drag bort,

                                                          Zion drag bort i lyset!

                                                          Gør dine lygter lyse,

                                                          opgiv ikke den første kærlighed,

                                                          søg bestandig efter livets kilde,

                                                          Zion træng igennem den smalle låge,

                                                          drag bort, drag bort! 

Således blev jeg indsat i mit nye præsteembede i Skrave den 20. december 1908. I næsten fem år arbejdede jeg blandt de dygtige og flittige, kloge og fromme beboere i sognet.

I dette sogn lå landsbyen, som alt i alt nok er blandt de højest rangerende landsbyer på jordkloden hvad angår sociale, kulturelle, moralske og religiøse forhold. ”Ikke overdrive, min ven”, tænker du måske, kære læser. Velan, afgør det selv. Tag en tur rundt i landsbyen sammen med mig og åben øjnene!

Vi forlader pastoratet og går forbi kirken mod nord. Vejen går langs et højt dige, som beskytter mod den påtrængende vestenvind, over en bred forhøjning og efter ti minutter er man i landsbyen. Den har det klangfulde navn ”Københoved”, det betyder ”højtliggende handelsplads”; for mange hundrede år siden har den måske været en lille stabelplads ved den dengang endnu mægtige Kongeå.

Vi går ind i landsbyen og glæder os over store, til dels meget store, pragtfulde gårde, velplejede haver. Intetsteds et hus, der viser spor af forfald eller uorden, selv fra det allermindste hus ser blomsterfyldte vinduer venlige på os.

Der et hus, nymalet, omringet af vinløv. Vi kigger ind i stuen gennem vinduet og ser en lammet mand sidde ved bordet – han har måttet vandre meget gennem lande og byer i sit liv som maler, nu har han ro. Hans syge søster bor sammen med ham. Begge er fuldstændigt ubemidlede, men de mærker det ikke. Landsbysamfundet sørger for dem, sørger for, der er ansat en kvinde til at passe de to, sætter en ære i at huset er rent og pænt, sørger for at spisekammer og kælder ikke er tomme og at de to har en dejlig varm stue om vinteren. Samfundet sørger også for, at der ikke går en dag, hvor de to gamle ikke får besøg. Her bliver der udvist hensynsfuld næstekærlighed, som var det en selvfølge.

 

Og der i det lille hus bor landsbyens ældste, langt over halvfems år gammel, også hun er fuldstændig ubemidlet. Men også hun får hver dag alt, hvad hun har brug for, bragt og hendes hus bliver gjort rent. Bondekonerne skiftes til at udføre den barmhjertighedsgerning – en uge ad gangen. Se, der kommer en gårdejerfrue – sandelig landdagsmandens kone – ud af den lave dør, hun har bragt mad og snakket med den gamle for en stund.

Vi går videre. Her ligger fattiggården, dvs. det var engang en fattiggård, nu er det længe siden, der har eksisteret en fattiggård i byen, selv den mest fattige bliver forsørget i sit eget lille hjem.

Der en bedrift med en stor gennemkørsel. Aha, landsbykroen! Ja, det er også fortid, kære læser, det er længe siden, der har været et værtshus i Københoved! Hvad skulle værten da også leve af? Ingen i hele landsbyen drikker alkohol, overalt ser man folk, bønder, karle, med sølvstjernen på jakken, tegnet på alkoholmodstand. En bonde fra Københoved, der tager en tår over tørsten – en utænkelig tanke! Det ville være uden værdighed, manden ville miste sin anseelse! Der er kun en mand i landsbyen, der af og til får sig en lille en i nabobyerne, men han har så også mistet sin anseelse i hele sognet.

 Der findes næsten heller ingen kortspil i landsbyen. Kortspil regnes som underlødig i denne landsby. En dannet landmand må kunne underholde sig på anden vis, synes de. De samles ofte i deres huse om aftenen; men hvad laver de dog, når de ikke spiller og drikker - tænker mangt en spidsborger. Senere vil jeg tage dig med til sådan et aftenbesøg, min læser, så får du se! Men først vil vi fortsætte lidt videre gennem landsbyen. Kan du se den store gård der bag ved den tidligere landsbykro? Der bor

en mand uden falskhed (svig).

 Jeg skal nok fortælle dig noget om ham. Første gang man ser manden, tror man, han er en lidt indskrænket bondemand. Man når han begynder at tale, så mærker man, at der bor dybe og skarpe tanker bag hans lave pande. Så mærker man, at der står en mand foran én, som med glasklar logik undersøger tingene til bunds og ikke giver op, før han har taget helt klar stilling til dem. Når man lærer ham lidt nærmere at kende, mærker man, at han indeholder andet end et dybt og klogt og logisk tænkende sind, han er nemlig et ædelt menneske, et gudsmenneske.

Hele hans daglige liv er et vidunderligt bevis på, at hans sjæl har bøjet sig ind under Guds herredømme. Han lever for sin herre. Alle, som kender ham godt, ved, at Jørgen Gamborg kunne tage fejl, som vi alle kan, men de ved også, at han i hele sit laden og gøren ikke lod sig lede af spørgsmålet: Hvad får jeg ud af det?, men af spørgsmålet: Hvad vil du, herre, have, jeg skal gøre? Han er helt fri i sit indre, fordi han er helt bundet til Gud. For øvrigt tilhører han den allerede nævnte ”Indre Mission”. 

Jeg kommer i tanke om en morgen, en morgen for 14 år siden. Jeg var lige stået op og så kom J.G. ind på præstegården. Min kone og jeg havde været i hans hjem aftenen forinden og nu var han kommet i tanke om, at vi kunne have følt os krænket af et eller andet ord, han havde sagt om aftenen. Han var dansk og vi var tyske og vi talte åbent om mange spørgsmål; det havde vi også gjort den pågældende aften og nu troede han, vi kunne være blevet såret af noget, han havde ytret. Det var slet ikke tilfældet, men han havde ingen ro for det, han kunne ikke holde tanken ud, at have gjort et menneske uret, og nu var han kommet for at råde bod på det. 

Og hvor var han dog et glad menneske! Endnu i dag kan jeg høre hans befriende latter. På hvor frisk en måde kunne han dog bekende den tro, som levede i ham! Det var sjældent, der var nogen, der gik fra ham, uden at tage et stærkt indtryk af kristendommens skønhed med sig, uden på baggrund af hverdags- og arbejdslivet at have set ind i den evige verden. 

Krigen bryder ud. J.G. bliver soldat. Først er han ved garnisonen i Haderslev, langt fra hjemmet, sin kone og sine seks små børn. Utrættelig går han fra stue til stue i kasernen, uddeler ”Sædekornet” og andre kristne blade. Der bliver gjort en del nar af ham, men han forstår at afværge spotten med overlegen styrke i sindet. Selv de mest rå blandt hans kammerater begynder at vise ham respekt. Hver aften samler han en kreds af ligesindede omkring sig. Han er sjælen i kredsen, altid frisk og glad, har altid det rette ord i enhver situation, bruger biblen flittigt. ”Når vi gik hen til ham om aftenen, var vi tit forsagte, så var det ofte mørk indeni os, men når vi forlod ham, var vi atter glade og så Guds nåde,” siger én af hans kammerater. 

Af og til besøgte hans kone ham, så havde hun levnedsmidler med til ham. Disse delte han alle ud til trængende kammerater; han tog ikke noget selv. Hun sendte også penge til ham; disse gav han til de fattige i byen, som han havde lært at kende. 

Fra Haderslev kommer han til Slesvig. Der lejer han en stue sammen med fire andre kammerater. Men der er kun fire senge i stuen. Så tager den ene af de fem - som var det en selvfølge - et tæppe og ligger hver aften på sofaen, medens de andre har sengene. Denne ene er J. Gamborg. 

Tiden går og G. må til felts. Ikke gerne, for han har kone og børn og er dansker, kæmper for en sag, han ikke anser for sin egen. Men han går beredvilligt, som en mand og en kristen, hører Guds stemme: Gå derud! Han har på fornemmelsen, han ikke vil se kone og børn igen, ikke sin elskede landsby på højen, ikke sin gård, ej heller Kongeåen, som skyller igennem hans marker. Ingen klager i hans breve, som han sender hjem, kun trøst og glæde over at føje sig for Guds vej. – Også hans dagbog vidner om den samme stille glæde: ” Jeg takker dig, Fader, for at du også vil være herude, ellers ville det være forfærdeligt, men nu er det godt!” – ”Herre, du vil beskytte mine kære derhjemme, og mit hjem og min by; du vil fremme dine store, lyse mål, også i krigens mørke! Dig være tak!”

Det forlyder også fra hans kammerater. ”Hvad var det dog for en mærkelig mand, denne J. Gamborg”, var det engang en bonde fra det sydlige Nordslesvig, som jeg traf et tilfældigt sted, der sagde til mig, ”han var altid så munter. Hvor var det godt, den juleaften, jeg glemmer aldrig, hvordan han talte til os, vi blev alle så glade”! Og det var der mange, der sagde. 

Således ligger han nu i skyttegraven i Masuren i sne og kulde og smuds. I kammeraternes ører buldrer russernes beskydning, her og der graver en granat sig ned i graven og river, idet den eksploderer, unge mennesker ud af livet. Infanteribeskydningen piber om ørene på dem. Er der stadig folk, som gør nar af J. Gamborg og hans tro? Flere af dem, der grinede af ham tidligere, lister nu stille hen til ham. De har en udtømmende samtale, som ofte ender med, at begge folder deres hænder og føler Guds nærvær i død og rædsel. 

Så kommer den 10. februar 1915. Det er J. Gamborgs fødselsdag. Så kommer ordren: I dag skal vi angribe russerne! Endnu engang samler vennerne sig om Jørgen Gamborg og mens kanonerne tordner, læser han salmen højt for dem:

                                                     Min Sjæl, lov herren,
                                                     og alt i mig love hans hellige navn!
                                                     Thi han kender vor skabning,
                                                     han kommer i hu, vi er støv;
                                                     som græs er menneskets dage,
                                                     han blomstrer som markens blomster;
                                                     når et vejr farer over ham, er han ej mere,
                                                     hans sted får ham aldrig at se igen.
                                                     Men herrens miskundhed varer fra evighed og til evighed ...... 
 

Så folder de hænderne, knæler i den lerede skyttegrav og befaler deres sjæl til herren. 

Timen er kommet! Ud af skyttegravene! De springer op, forrest Jørgen Gamborg, og han falder som den første, ramt i af en kugle hovedet.

Men få dage efter hans død modtager hans kone det sidste brev, skrevet af hendes husbond to dage før hans død. Deri skriver han: 

”I går eftermiddag sad vi i vores jordhule og snakkede om vores hjemstavn og vore kære. Der sagde en af kammeraterne – han kommer fra østkysten – den dag, hvor vi må tage hjem igen, bliver den lykkeligste dag i vort liv ….. jeg tav derefter et øjeblik og forestillede mig, hvor skønt det ville være at komme tilbage til jer. Den dag ville være endnu skønnere end vores bryllupsdag! 

Og dog – ville det virkelig være den s k ø n n e s t e dag? Jeg måtte sige til mig selv, at der fandtes mennesker, som havde oplevet en skønnere dag. Og jeg forstod, at jeg skyldte sandheden og mine kammerater at erindre om dette. Efter en kort kamp med mig selv sagde jeg, at der dog findes mennesker, som har oplevet en endnu større glæde; det har enhver, der har fundet sin Gud i Jesus Kristus; han har virkelig oplevet en dag fuld af glæde. Hvis mennesker blot anede, hvilken værdi denne glæde har, så ville de ikke hvile, inden de selv havde fundet den. Og enhver, der ville, kunne finde denne glæde.

Og så findes der endnu en dag, som uden sammenligning vil være den skønneste for alle, der oplever den. Det er den dag, på hvilken de, som har tilhørt Herren har, skal se ham, som han er, og være forenet med ham i evighed. Det er den skønneste dag, man kan opleve. Så er ingen adskillelse, ingen ufred, intet frafald mere muligt! Gud ske tak for det! Måtte jeg dog opleve den dag!”

 

Et hus i solen

Og nu, min læser, når vi går et par skridt videre, så dukker der en lille hytte op bag Jørgen Gamborgs hus. Den er kun lille og døren er lav, og taget er trykket ned af mange årtiers last, men ser du, hvor solstrålen kærtegner huset og gør sig umage for at trænge indenfor gennem de små vinduer? Det er virkelig ikke nødvendigt, for der er masser af solskin derinde! De røde pelargonier lyser i vinduerne, og hvis vi gik tættere på, ville vi se et gammelt, rynket ansigt mellem de røde blomster, vi ville se ind i et par unge, lysende øjne og vi ville se, hvordan det gamle ansigt udstråler inderlig glæde.

Her bor den fattige enke Marie Bohsen, men hun er måske den rigeste kvinde i landsbyen! Hun har lagt sin mand i graven, aldrig haft børn, nu er hun alene.  Dag ud og ind strikker hun med uendelig flid for et lille beløb strømper til bøndernes børn i landsbyen. Det er stille i hendes lille stue, kun det gamle standur tikker og strikkepindene klaprer. Hendes hjerte er fyldt af fred og glæde. 

Hun glæder sig hele ugen, til det bliver søndag; så står hun tidligt op, tager sit bedste tøj på, tager salmebogen med det bronzefarvede spænde under armen og går i kirke. Langsomt, langsomt … det tager hende nok en time, for turen skal nydes! Tit standser hun op og ser sig omkring, et lykkeligt smil breder sig i hendes ansigt: Se, hvor mange mennesker, der kommer i dag igen! Hun har en venlig hilsen til alle. Nej dog, er det dig Hans, du kommer også i dag, hvor længe har jeg ikke ventet på det! 

Og så er hun i kirken, altid på samme plads. Menighedens sang bruser lige midt ind i hendes hjerte, så hendes gamle, slidte stemme sitrer af bevægelse; men ingen bemærker det, hendes stemme går under i det brusende kor af mands- og kvindestemmer. – Og nu prædiker præsten, læser evangeliet, hendes gamle øjne lyser; selv i den mest fattige prædiken finder hun kostelige skatte! Hvad andre måske ville finde stødende i en prædiken, det overhører hun fuldstændig. Hun hører kun det gode og det bevæger hende så meget, at glædestårer løber ned ad hendes kinder. 

Gudstjenesten er forbi, langsomt følges M. Boysen med skaren af kirkegængerne hjemad, som én af de sidste når hun sit fredsommelige hjem. Der sidder hun om eftermiddagen og læser igen dagens tekst og de sungne salmer og holder sig prædikens tanker for øje og hun oplever lutter fred. Bagefter besøger hun måske for en stund sin ligesindede nabo, vaskekonen Marie Hülle, om hvem der gælder ligesom for Chamissos vaskekone:

                                                          Hun har plejet den syge mand,

                                                          hun har født ham tre børn,

                                                          hun har lagt ham i graven

                                                          og ikke mistet troen og håbet.

Der sidder de to gamle så sammen – stille og glade – taler om trængslerne og glæderne i det lange liv, der ligger bag dem, og om forjættelserne i det liv, der ligger lysende foran dem. 

Hvor rig er denne kvinde! Hun har uendelig mange, som hun skal sørge for, som de fattige hedninge i Indien og Afrika – hun læser ivrigt Breklum-missionens skrifter – og de mange forældreløse børn i børnehjemmet i Erlev ved Haderslev, og der er de andre opgaver for ”Reich Gott” i Nordslesvig, alle dem tænker hun på, og alle har hun en gave parat til. Hun tænker også meget på sine naboer og bekendte og tager del i deres befindende, giver et stykke af sit store hjerte til hver især og lever et tusindfoldigt liv. 

Jeg besøger hende en halv times tid hver anden uge - hvor stråler hendes ansigt så – jeg læser en salme fra salmebogen højt for hende og hun læser én for mig, vi taler om det, tiden flyver af sted, og når jeg så går, kommer hun ofte med en lille gave til hedningene eller børnene på børnehjem. Jeg ved, at hun afknapper gaverne på sig selv, for, selv om du ikke tror det, kære Marie Bohsen, jeg har set, hvad der stod på dit bord, når jeg af og til overraskede dig midt i maden og du i al hast ryddede af bordet, for at jeg ikke skulle se, at du kun spiste tørt brød til din sorte kaffe. Og i begyndelsen af min amtstid i Skrave forsøgte jeg engang forsigtigt at sige til hende, at hun da skulle tænke på sig selv og ikke give alt bort. Da så hun dog så overrasket på mig, som på én, der ville tage glæden fra hende, at jeg tav skamfuldt. 

En søndag var hendes plads i kirken tom. Jeg studsede, da jeg så det, idet det endnu ikke var sket i løbet af de sidste 3½ år. Den næste dag gik jeg straks hen til hende. Og ja, hun var syg, allerede sidste søndag var hun næsten ikke kommet hjem fra kirke. Jeg troede, at det måtte være et forfærdeligt slag for hende, da jeg vidste, hvor sammentømret hun var med den ugentlige søndagsgudstjeneste. Jeg ville trøste hende, men jeg havde taget grundigt fejl! Hendes Fader i himlen havde sendt hende sygdommen og derfor var det godt. Og hun havde haft sådan en dejlig søndag. Hun havde siddet ved vinduet og set kirkegængerne komme forbi og hun havde glædet sig sådan over enhver af dem, ”og De så da sikkert, at M.K. - han hører ellers til frimenigheden – også kom i v o r e s kirke; hvor glædede det mig! Og så læste jeg evangeliet og så tænkte jeg, hvor stille det måtte være i kirken nu, men det var også stille og dejligt her i min lille stue! Og bagefter så jeg dem alle komme forbi igen!” 

Vi talte sammen herefter. Også om døden. ”Ja,” sagde hun, ”jeg håber ikke, det varer alt for længe; jeg vil så gerne dø, uden at være syg lang tid inden. Hvis bare Gud vil opfylde dette ønske! Men han ved jo bedst, hvad der er godt for mig, og hvis jeg skal lide i lang tid, vil han også give mig kræfter til det.” 

Ikke lang tid efter besøgte min kone den gamle en morgen. Fordøren stod åben og ingen svarede, da hun bankede på den næste dør. Så gik min kone ind og fandt Marie Bohsen liggende fuldt påklædt på sengen, stille og ubemærket var hun sikkert allerede sovet ind aftenen før. I hendes lommer fandt man to funklende guldstykker pakket ind i papir, det ene til Breklum, det andet til børnene i Erlev; derudover fandt man kun 35 pfennig i hendes ejendele. Solen var gået ned i huset.

 

På ensom post 

Når vi kigger i modsat retning fra værtshuset, ser vi et nybygget lille hus bag skolen, haven er bar, først lige anlagt. Huset af røde teglsten med paptag passer egentlig ikke ind i landsbyen med dens skønne, brede stråtækkede huse, og husets ejer passer heller ikke godt til omgivelserne. Han er noget helt for sig selv blandt disse landsbybeboere, der er dybt grebet af de religiøse bevægelser, Indre Mission og især grundtvigianismen. Disse bevægelser var gået sporløst hen over ham, han er et menneske af den gamle skole, han vil ikke vide noget af grundtvigianernes ejendommeligt definerede kristendom - og endnu mindre af Indre Mission. Han står næsten helt alene i landsbyen med sine holdninger; men med sit brede, meget knoglede og skæggede ansigt ser han lyst på tilværelsen og er klar til kamp, han er altid klar til en strid, altid klar til både angreb og forsvar. Når nogen angriber ”hans” kirke, lyner hans øjne og hans stemme dirrer af indre ophidselse. Han er omgivet af stridslyst, uanset hvor hans færdes i landsbyen. 

Og dog er han sådan en fredelig, venlig mand. Han lægger sig i selen for andre indtil det sidste. Også for sine værste fjender, som han har haft mangen en strid med. Ude i skoven bor én af hans modstandere, langt fra landsbyen. Og da han bliver syg, hvem trasker så hver dag den lange vej ud i skoven gennem sne og kulde for at besøge den syge? Jo, det gør vores brave Markus. – Og da karlen på gården derovre var dødssyg – da jeg første gang kom ind i karlekammeret og spurgte ham, hvordan det gik, da råbte han højt: ”Ak, dårligt, jeg skal dø, og jeg  k a n  ikke dø, for jeg har ikke brudt mig nok om Gud, jeg har kun elsket mig selv!” Hvor var den stakkels dreng dog i nød! Jeg sad to timer ved hans seng, talte til ham om ham, som ikke afviser nogen, der kommer til ham. 

O du Guds lam uskyldig,
for os på korset slagtet!
Din Fader var du lydig,
i hvor du var foragtet.
Al synd har du borttaget,
vi ellers var fortabte.
Forbarm dig over os, o Jesus! 

Han blev godt nok mere rolig, men den rette fred ville ikke indfinde sig. – Men da jeg besøgte ham den næste dag, modtog familiefaderen mig med ordene: ”Nu er Jeppe da blevet glad!”  Og ganske rigtigt, da jeg trådte ind i hans kammer, strålede han og råbte: ”Nu er jeg ikke bange for døden længere, for nu ved jeg, hvor jeg skal hen; jeg ved ikke hvorfor, men jeg ved, at jeg kommer til Vorherre, når jeg dør!” – Og da jeg ville aflægge ham et besøg en uge efter og spurgte bonden om ham, da svarede bonden: ”Se derovre på marken, hr. pastor, - og han viste mig en mark langt borte gennem vinduet – derovre på marken går Jeppe og pløjer.” 

Men i den tid, hvor karlen var syg og bonden samtidig var forhindret i at arbejde på grund af en lidelse i sit ben, hvem overtog da som en selvfølge alt arbejdet på gården, hvem var da i fuld gang fra tidlig morgen til sen aften – utrættelig, for den, som han havde haft et sammenstød med nogle dage tidligere? 

Det var en meget from mand, som aldrig forsømte gudstjenesten, og han søgte ikke andet kristeligt selskab end det, han fandt i gudstjenesten, men han kæmpede for at leve efter Guds vilje. Hvor var denne hårde, stærke bonde ydmyg foran Gud! Jeg sad ofte ved hans sygeseng, for selv om han så ud til at være stærk, havde han lungebetændelse tre gange i løbet af de fem år, jeg havde mit virke i Skrave. Hver gang var han døden nær og han afventede den med ro. ”Mesteren er der og kalder på mig”, sagde han, ”og jeg følger ham gerne!” 

Og bag ved hans hus ser vi en mægtig, flot gård titte frem mellem de grønne træer; der boede den kæmpe bonde med det glatbarberede, skarpskårede ansigt og barnesjælen, som hver eneste søndag, når han sad på forreste bænk, hævede sit karakterfulde ansigt op til mig; han var en overbevist, meget grundig kristen, som det var en særlig fornøjelse at tale med. 

Og til højre for gården igen en lille ejendom, hvis ejer og kone og datter Cæcilie – vore børn kaldte hende ”Petersilie”, det ord kendte de bedre – også deltog i gudstjenesten hver søndag – sjette bænk til venstre; hvor var det også nogle fromme, glade, arbejdsomme mennesker!

Og så på den anden side - gården på højen! Vi står i uudslettelig gæld til dens ejere! De to mennesker modtog mig og min unge kone, som var de vore forældre. Selvfølgelig var de også i kirken hver søndag med deres børn – tredje bænk til venstre. Hvor kunne man føre dybsindige samtaler med dem – den evige verden var også blevet virkelighed for dem. Og hvor var de offervillige! På hin eftermiddag, hvor min kone for første gang oplevede de svære timer – og hvilke svære timer! Først efter min kone havde lidt i atten timer, opdagede jordmoderen, at barnet lå forkert og ikke kunne fødes, jeg var i gudstjenesten og det drejede sig om liv eller død. Kunne man nå at hente lægen, der boede ni kilometer borte? Der fandtes endnu ingen biler, telefonen var lukket – det vil sige, man måtte fremskaffe en hestevogn. Og som en pil fløj vores unge pige tværs over marken til den nærmeste bonde, Harald Ebsen hed han, den brave mand, som for øvrigt var en af de få tyskere i landsbyen og en oprigtig, tapper mand! Han var selvfølgelig i kirken, men hans karl var hjemme – hurtigt frem med giggen, den hurtige hest spændt foran, pisken smælder, hesten løber af sted i rasende fart over den frosne chaussé mod Jels. Gudskelov, lægen er hjemme. Hurtigt er han klar til afgang og køretøjet flyver atter af sted mod Skrave.  Lægen var vant til meget hurtige køreture, men han kunne dog ikke lade være med at råbe til karlen: ”Det er godt, hvis vi kommer i rette tid, men vi skulle også gerne ankomme i  l i v e!” Forsigtigt løsner han tæppet i vognen – for en sikkerheds skyld. 

I mellemtiden er jeg kommet tilbage fra gudstjenesten og min svigerinde og jeg beregner skrækslagne, hvornår lægen mon kan være her. Tidligst kl. halv et, hvis alt går vel – det vil sige tre kvarter endnu – men så kommer en vogn rundt om hjørnet, ca. 1 km borte ……. skulle det?  Umuligt! Men ganske rigtigt, allerede to minutter senere holder den der, hesten damper af sved i den kolde vintersol, ellers brun, men nu næsten hvid af skum. Lægen springer ud af vognen og fem minutter senere er drengen født – Hans hedder han! – Men konen fra hin bondegård var kommet med over i præstegården efter gudstjenesten, da hun hørte om nøden, og lod mand og børn og hele juleglæden i stikken og holdt ud, indtil alting var faldet lidt til ro og husholdningen var kommet nogenlunde på plads ved 3-tiden om eftermiddagen. 

Og således dukker den ene skikkelse op efter den anden i min erindring, kristne personligheder, mænd, der havde begge ben fast forankret i jorden, som forvandlede deres gårde til sande mønsterbrug, eller som havde arbejdet et lille husmandssted på heden op til et smukt landbrug, flittige håndværkere og fremadstræbende arbejdsmænd, som dog vidste, at livets dybeste værdi og grundvold ligger i evigheden; kvinder, hvis stolthed var en statelig børneskare og en husholdning i perfekt orden, et hjem, som de fyldte med ædel menneskeværdighed og glad tryghed i Gud; gamle, som i fred ventede på Guds time; unge, som fulgte deres Herre og mester på rene veje – i hele min amtstid i Skrave blev der ikke født et eneste barn uden for ægteskab, og det skete næsten heller aldrig, at en brud ikke bar myrtekransen med rette.

 

Et aftenbesøg 

I mellemtiden er det næsten blevet sent, eftermiddagen går på hæld, fra markerne, hvor køerne er blevet malket, vender karle og piger tilbage med de lette mælkevogne, fra kirken hører man kirkeklokkens tynde aftenringning i den stille aften. Så er det så vidt: vi kan roligt tage ind i et af husene på uanmeldt aftenbesøg. 

Aftenbesøg foregår som regel uanmeldt. Vi har på præstegården i Skrave oplevet mange uger, hvor der hver eneste aften kom gæster, der blev i tre til fire timer. 

Vi går altså ind i et tilfældigt hus. Lad os tage gården derhenne, foran hvilken der står et skønt, regelmæssigt vokset kastanjetræ, der strækker sine mægtige grene nok 10 meter ud til alle sider. Vi bliver budt hjerteligt velkommen af det unge par og nødet ind i den bedste stue. Det er sommer, så efter mændene har tændt en cigar, spadserer vi en tur gennem haven, hvor vi beundrer blomsterbedene og grøntsagernes stand. 

Da vi så går ind i huset igen, leder bondekonen os først ind i børnenes kammer; der står seks senge i forskellige størrelser og i hver seng ligger en krøltop med runde, røde kinder, alle sover dybt, kun den ældste, Peter, kigger lidt på os under tunge øjenlåg. Stille fører moderen os med strålende øjne fra seng til seng, vi bliver stående et øjeblik ved hver seng og kigger på det sovende barn, der har puttet sig veltilpas under dynen og hvis røde kinder minder om alle dagens glæder. Det er næsten helt højtideligt, moderen hvisker stille de forskellige navne, ellers er det helt stille, kun den sunde åndedræt fra de seks børn høres i rummet, mættet af moderkærlighed og børnelykke.  

Så kommer vi ind i stuen igen, hvor kaffebordet er dækket, kage i rigelige mængder – i alle nordslesvigske hjem er der  a l t i d  kage på lager - , det damper fra kanden. Vi sætter os, snakker, drikker kaffe, tiden går; pludselig, inden vi ser os om, er bordet ryddet og sangbøgerne fundet frem. Der synges en sang, måske fra vores udmærkede nordslesvigske salmebog, måske den bedste salmebog overhovedet, der findes, fordi den forener den rige tyske sangskat fortrinligt oversat til dansk med den rige danske sangskat – eller fra Hjemlandstoner, en bog med gejstlige sange, eller fra Indre Missions Sangbog eller Højskolesangbogen, de grundtvigianske højskolers sangbog. Disse bøger findes i de fleste huse. Der synges en gejstlig sang, dette leder selvfølgelig samtalen over på religiøse spørgsmål, kirkelige og kristne emner drøftes, nationale spørgsmål og opdragelse. Indimellem igen en sang og så igen og igen en ny sang, snart foreslår den éne, så den anden en sang, den danske nationalskat rummer en uendelig mængde af værdifulde, gejstlige sange, og beboerne i Københoved er umådeligt sangglade. På nogle dage har jeg sunget en tyve til tredive sange, for også når man om eftermiddagen besøgte syge eller gamle, var det en selvfølge, at hele familien samledes og der blev sunget nogle sange. 

I mellemtiden er klokken blevet elleve. Til sidst en aftensang, sædvanligvis en af Ingemanns stemningsfulde sange; måske bliver jeg bedt om at læse nattens velsignelse og så går det hjemad igen. 

Sådan ville en aften forløbe i næsten alle huse i Københoved, ikke kun, når præsten kom på besøg, men også når to naboer besøgte hinanden.

 

I historiens vingesus 

Så er vi på vej hjemad; vi kommer forbi to store gårde, der ligger ved siden af hinanden; den éne ligger næsten gemt under mægtige træer, fra den store, flotte have strømmer en bedøvende duft fra blomsterne over til os, nu lyser hovedbygningens gul-røde tag op i aftenlyset, den typisk danske trappegavl rager højt op. Der hersker en højtidelig stemning i sådan en mild nat med måneskin og vi gribes uvilkårligt af den, eller er det historiens vingesus, der blæser over til os fra de stolte gårde? For de er sandelig vidne til stor historie! 

Det var i året 1810, hvor en ung kandidat holdt sin eksamensprædiken i en af Københavns kirker. I denne prædiken blev den i den danske kirke herskende nationalisme angrebet med uhyre kraft.  

”Det guddommelige ord er forsvundet fra gudshusene, lovprisningen af forløseren er forstummet i vore kirker, jeg siger i  v o r e , thi Kristus’ er de ikke længere!” Helt ofte høres der forfængelig snak om alskens småting på jord, og kommer det højt, da rammende ord og kløgtige taler, men idel lærdomme, som kun er menneskenes bud. Vore præster søger deres eget brød, men de ænser ikke livets brød!

Derfor er det, at tro på Jesus daglig mere og mere udslukkes selv hos den enfoldige, at kristendommen snart ej længere vil finde noget hjem, selv i hine snævre hytter. Hvordan skulle de udvandede betragtninger også kunne gribe mennesket i dets indre, vække afsky for synden og lade hjertet gløde for hellig gerning! 

Se på dem, jeres tilhørere! Ligegyldige og kolde sidder de i kirken, og deres tanker flyder væk fra herrens tempel og vandrer ad jordiske veje. Kun hist og her ser vi en hellig tåre bævre i den gråhærdede oldings øje, men den kvæger ej vor sjæl, den brænder som ild, thi den rinder af inderlig bedrøvelse over, at den gamle ej mere kan finde sin Gud og frelser der, hvor han førhen aldrig søgte dem forgæves …… Forstod blot taleren dette tårens tavse sprog ….. ville han love sin Gud, aldrig mere at vanhellige hans hus med menneskelig klogskabs overtalende ord…. 

Er vi derimod selv kristne, føler vi os gennemtrængte af den overbevisning, at Jesu Kristi hellige lære, udsprunget af en højere rod, ene mægter at neddæmpe forstandens ængstende tvivl, tørste det kummerfulde hjerte og lede mennesket stadigt gennem fristelse og genvordighed på retfærdigheds og helligheds trange sti ……… lad os mandigen svinge dette ordets kraftige sværd mod synd og mod vantro …. lad os forkynde folket det trøstende evangelium, og selv stirrende mod himlen, hvortil herren opfor, stræbe at vinde borgere for hans nådes rige!” 

Prædiken blev snart trykt og spredtes hurtigt i hele landet og blev flået ned fra hylderne hos boghandlerne ligesom ”brødet hos bageren i hungersnød”. Den vakte stor harme i landet, men mange med fromme hjerter åndede også lettede op. Den blev indledningen til en hel ny epoke i den danske kirkehistorie, ja man kan endda sige i den samlede danske historie. 

Og midt i den storm, som prædiken havde forårsaget, opstod der hos forfatteren det tungtvejende spørgsmål: ”Er du selv en sand kristen, der kæmper for den sande kristendom? Er du selv sikker i din tro og din Gud?” Og dette spørgsmål gav anledning til usigelig mere nød end alle angreb fra folk og al irettesættelse fra myndigheden, kastede ham ud i anke og indre kampe, drev ham til vanviddets rand, indtil kampen endte med freden i erkendelsen: ja, også jeg må være Guds barn og hans stridsmand på jorden! 

Så begyndte hans virke. Med vækkende ord og flammende skrifter, i vidunderlige, kraftfulde salmer om troen og i dybe, overvældende digte kastede han Guds ord ud blandt sit folk. Han var en p r o f e t, der fik øje på de store sammenhænge i historien og lod disse lyse op for de overraskede øjne af hans folk, således at de så evighedens herskende hånd; men som også udover hele historien viste dem sandhedens land i klare billeder, således at de blev grebet af en trang til at blive borgere i dette land og til at lade sig føre til frihed og fred af Gud. 

Han var f o l k e t s  m a n d, hvis opildnende ord fængede masserne; i de senere år var hans pragtfulde patriarkskikkelse med det store skæg og de milde, glædestrålende øjne ham en hjælp. Det lod til, at bølgerne af striden mere og mere lagde sig i hans indre og alt blev fred og glæde. 

Han var h ø v d i n g e n, der med tungtvejende ord ledte sine i den åndelige kamp for Guds storhed og ære, for menneskehedens frihed og fremskridt. 

Han var s a n g e r e n, der begejstrede sit folk for alt stort og godt, for det danske lands skønhed og dets histories berømmelse, for ædel mandhaftighed og sædelig renhed, for kærlighed til mennesker og troen på Gud. Han sang om alt, der bevægede menneskesjælen, han havde rådighed over alle toner, de klare, lyse toner for jævn enfoldighed og tonerne fra de mørke dybder, således at der er et skær af stolte hemmeligheder over hans vers; det brusende kor, der udtrykker det, som besjæler alle, og solostemmen, der synger om det enkelte hjertes nød og kampe. 

Folkets væsen spejler sig i ham, og hvem der forstår N.F.S. Grundtvig, forstår meget af det danske folks væsen. 

Hans ord vakte genlyd i utallige hjerter fra København til Esbjerg, præster og lægmænd opildnedes og bar lyset videre, og snart var alle i land og by grebet af Gud. En vældig bevægelse gik igennem landet. Mennesker, der kun havde levet og stræbt efter denne jord, gned søvnen ud af øjnene og så helligt land; på markeder, bryllupper og ved selskabelige sammenkomster drøftede man dybt religiøse anliggender; kirkerne blev fyldte, hvor præster i grundtvigiansk ånd friske og glade vidnede om det nye liv, de havde fundet. 

Det var et særligt liv, der vækkedes. Grundtvig forstod, hvad fællesskab var. Han vidste, at en menighed ikke er en skare af enkelte troende, men et livligt fællesskab, tæt forbundet som hoved og krop. Og således sluttede hans tilhængere sig sammen, følte sig som ét og var forbundet i broderskabets ånd. Det var tydeligt ved de for denne bevægelse betegnende menighedssammenkomster, som ofte, og tit efter en gudstjeneste, blev afholdt. Så sad de ved de lange borde, hvorpå kaffekanderne dampede og kagerne lokkede, forenede til fælles åndelig udveksling; der sad storbonden ved siden af arbejderen, lensgreven ved siden af tjenestepigen, alle forbundet i sjælen, alle barrierer faldt for bevidstheden om at være ét i det højeste, og i fællesskab at måtte øse af de evige kilder; der gentog den ægte tros forbindende magt sig. Her er hverken jøder eller grækere, karle eller friere, ikke mænd eller kvinder: alle er ét i Kristus. Således sad de der sammen, skiftende mellem sang og tale, alvor og munterhed, evige og jordiske ting. 

Grundtvig var fællesskabets mand, men han var ingen pietist, sandelig ikke! Han havde fuld forståelse for verdslige goder og et klart blik for den kristnes kulturelle og nationale opgaver. Han var en ven af fædrelandet og en apostel for friheden, og han forstod at begejstre sit folk for nationale skikke, historiens storhedstider og nødvendigheden af at lægge sig i selen for friheden i ens fremtid. Han omgav alt, hvad der var forbundet med folkelighed, med en næsten guddommelig glorie. Han var banebrydende med hensyn til opdragelse og førte sit folk til en ny kultur. Men al den fædrelandskærlighed og det kulturelle arbejde, som Grundtvig og hans første tilhængere lagde for dagen, var båret og gennemtrængt af sand kristen tro. Det er betegnende, at disse ægte fædrelandsvenner var de eneste, der i frihedens og den sande nationalitets navn hævede deres røster mod den brutale danske undertrykkelsespolitik i det tyske Angel og Slesvig mellem de to slesvig-holstenske krige. 

Det er endvidere betegnende, at det i årene 1918-19 var i grundtvigianske kredse, man gjorde størst modstand mod en annektering af Mellemslesvig og Flensborg. Da der i 1919 i Nordslesvig blev afholdt valg til bestyrelsen for den nordslesvigske vælgerforening, og det altoverskyggende emne var et for eller imod Flensborgs annektering, blev der i alle de områder i Nordslesvig, hvor det grundtvigianske åndsliv var dominerende, valgt mænd, som var imod Flensborgs annektering, hvorimod der ellers overalt blev valgt ”Flensborgfolk”. 

Og hvis jeg må tilføje dette: jo mere neutrale og pacifistiske folk havde været før, f.eks. fra ”Indre Mission”, desto mere nationalistisk gebærdede de sig i denne overgangstid. Dette har for mig altid været et bevis på, at pacifisme alene ikke bringer fred i verden, for man overser den naturlige følelse af fædrelandskærlighed, som altid slår igennem og river alle skranker ned, fordi det er en t ø j l e s l ø s naturkraft. Den bedste garanti for fred er en varm fædrelandskærlighed, der er disciplineret af den kristne samvittighed eller i det mindste et åndeligt liv, og som er sig selv bevidst og derfor også agter modstanderens fædrelandsfølelse, sådan som det er tilfældet blandt grundtvigianerne et langt stykke hen ad vejen. 

Ja, vækkelsesmanden Grundtvig gik endda så vidt, at han ikke kun ville have, at kristendommen skulle omspænde og gennemtrænge hele menneskelivet, han var af den mening, en tilsyneladende absurd mening, at mennesket f ø r s t skulle vækkes nationalt eller kulturelt, før det kunne vækkes i kristen henseende. Først må man blive et m e n n e s k e  i ordets fulde betydning, derefter en kristen.  Først må sjælen varmes for fædrelandets og hjemstavnens goder, gløde for ædel menneskelig frihed, lære at forbavses over naturens skønhed, blive berørt af de danske øers yndige skønhed og Jyllands melankolske blødhed; den må lade sig begejstre for landets store historie, det å n d e l i g e menneske må først vågne, først da er mennesket modent til den å n d e l i g e vækkelse, først da er sjælen et instrument, der egner sig til ånden fra det høje. 

Er det ikke absurd? Det lader det umiddelbart til. Og det er let at se, at der her lurede farer, som kunne blive skadelige for bevægelsen og måtte styrte den i national og kulturel indbildskhed, når ånden undveg, i den indbildskhed, som vi nu ofte finder så frastødende i den danske folkekarakter. Og dog er der her skjult en sand tanke, tanken om, at vækkelsen af en dyb naturlig livsfølelse er af stor vigtighed for muligheden for at føle det højest opnåelige, det evige liv. 

Og hvem der er villig til at føje sig for kendsgerningerne, han må anerkende, at det virkelig er lykkedes for grundtvigianismen at frembringe en blomstringstid for national kultur og samtidig en religiøs bevægelse med en sjælden kraft og skønhed.  Ved hjælp af grundtvigianismen blev den danske bondestand ført op på et niveau, som giver sig udslag i økonomisk dygtighed, i blomstrende marker og renholdte gårde, i fremtryllelsen af frugtbare landstrækninger på øde heder, i statelige landsbyer og stolte mennesker, der er præget af en ædel og kristen åndelighed. Disse bønder i de ensomme landsbyer på den jyske hede eller i de idylliske byer ved Østersøens fjorde blev til en åndelig magt. Næsten i hver menighed i hele Danmark havde de deres egne forsamlingshuse, hvor de samledes til foredrag om alle emner omkring menneskelivet og åndelig diskussion. I disse forsamlingshuse var alkohol selvfølgelig meget ilde set. Disse bønder kæmpede for afholdenhed og sædelighed, for frihed og åndelige fremskridt, for det nationale og hjemstavnen, for sociale fremskridt og dannelse, de dyrkede sang og musik – og alt det var gennemtrængt og båret af en levende tro på kristendommen. (Kommentar nederst på siden: Det må indrømmes, at grundtvigianismen de fleste steder nu desværre har ændret sig til blot at være en kulturbevægelse.)

Grundtvigianismens første tid var en lykkelig tid. Det har sikkert været den lykkeligste tid i Danmarks historie. Disse folks kristendom var tilsyneladende kommet ud over enhver kamp og blevet til lutter glæde. Dens tilhængere og modstandere betegnede denne form af kristendommen for ”den glade kristendom” og de var virkelig glade mennesker, disse grundtvigianere, de havde en ubegrænset tillid til, at det gode ville sejre, de troede på det gode i menneskene og de troede på Gud. Med Grundtvig var solen stået op for det danske folk og under solens stråler vågnede der overalt på jorden nyt liv, det ædle snoede sig ud af mørkets kløer og voksede ind i friheden, lykken blomstrede både i paladser og rønner, mørkets ånder var på flugt overalt og Gud selv vandrede på den danske jord. ”Jeg lever som en konge” skriver en af dem, ”når jeg selv er glad, kan jeg glæde mange!” – ”Gud fylder mig hver dag med glæde,” bevidner en anden, ”og jeg må give hans glæde videre til mine medmennesker!” – Og ved menighedssammenkomsterne lød Grundtvigs sang i et brusende kor             

                                                          ”Herren han har besøgt sit folk,

                                                          natten hun er blevet til morgen!” 

Og denne mægtige bevægelse bredte sig til Nordslesvig og fandt sit mest faste støttepunkt og udøvede sin største indflydelse netop i Københoved.

I året 1861 blev en pastor Svejstrup indsat som gejstlig i Rødding og Skrave, som dengang hørte sammen. Han var en grundtvigianer af den bedste slags, en folkelig mand og en decideret kristen. Allerede i sin tiltrædelsesprædiken om ynglingen fra Nain råbte han til sine tilhørere: Kom, brødre, lad os i sammen hjælpe hinanden med at bære den åndelige død, der hidtil herskede i disse menigheder, ud og bære livet, Guds fulde liv, ind i huse og hjerter! 

Og så kom livet. Få måneder efter hans ankomst var hans menigheders åndelige ansigt forvandlet. Når der før sad ti til tyve mennesker i kirkerne om søndagen, så var alle pladser i kirkerne nu fyldt op; hvis menighedens sang tidligere havde været søvnig og slæbende, så brusede den nu gennem de tætpakkede kirker. Kortspil og druk blev trængt tilbage, det folkelige liv vågnede. Om vinteren holdt han hver uge foredrag om kristne eller nationale emner for tre- til firehundrede mennesker, og om sommeren tog han hver søndag eftermiddag, hvor vejret var godt, ud i de skønne, vide skove i menighederne og afholdte friluftsgudstjenester.  Når det hidtil havde været mad og drikke, der havde været det vigtigste ved familiefester, så blev disse nu - ved Svejstrups tilstedeværelse, hans talrige taler og dybe samtaler, hvori han gang på gang fandt ned til dybsindige emner, - til folkefester. 

Hans virke havde især indflydelse i Skrave Sogn, og her igen især i Københoved. De ældre beboere i Skrave huskede ham stadig godt og med bevæget røst omtalte de ham som ”deres” Svejstrup. 

Men de store historiske begivenheder kastede også deres skygger på disse dengang fjerntliggende landsbyer. Det blev 1864 og Slesvig blev tysk. Svejstrup kunne dog helt uhindret fortsætte sit virke i flere år. For de udskældte preussere, disse barbarer, gik efter 1864 betydeligt mildere frem mod de danske embedsfolk - selv om danskernes brutale regime i Slesvig var gået forud – end de ”humane” danskere gik frem mod de tyske embedsfolk i 1920.  

Medens præsterne i 1920 blev tvunget til o m g å e n d e at stille op til et nyvalg i menigheden – hvilket i sådanne nationalt ophedede tider var fatalt – kunne de danske præster i 1864 uhindret fortsætte i deres embede i flere år. Medens i 1920 alle tyske præster, som på en eller anden måde havde gjort sig upopulære ved den danske menighed, måske på nok så uskyldig vis, simpelthen blev fjernet, kunne enhver præst i 1864, selv om han var nok så fanatisk dansksindet, uhindret blive i sit embede, blot han var villig til at aflægge troskabseden. Så lod den forhånede preussiske regering ham uhindret blive i embedet til hans død. 

Hvis han nægtede at aflægge troskabseden, måtte han gå, men det var jo også en selvfølge. Hvilken forskellig fremgangsmåde fra de to regeringer! At denne milde fremgangsmåde fra det preussiske regime blev bemærket og til tider endda anerkendt af helt nationalt indstillede danskere, bevises af en ytring fra en meget national dansk forfatter: ”Det var underligt, hvor frit man kunne ytre sig om både kirkelige og nationale anliggender i de første år under det nye regime”. (Tilføjelse i bunden af side 170: Hans Kau: ”Præsten Hans Svejstrup”, Odense 1877. Dette var godt nok 99. Mon forfatteren ikke har fortrudt denne frimodige indrømmelse 10 år senere!) 

Ak, havde Preussen dog altid været så vidtskuende, så mild, så varhaftig viis! At det  i k k e  var det, gør til tider mindet om den dejlige tid, hvor de tyske grænsepæle stod ved Kongeåen, bitter for mange af os. Vi tyskere må klage over vor tyske politiks kortsigtethed og hårdhed, må gøre det for sandhedens og fremtidens skyld; men når en dansker selvtilfreds klager over tysk hårdhed i behandlingen af Nordslesvig og ikke skammer sig over at gøre det foran tyskere, så må vi bede ham høfligt, men umisforståeligt, om først at feje for egen dør!  

Sådan var den nye regerings fremgangsmåde altså også over for Svejstrup. Indtil 1867 levede han uanfægtet videre i Rødding og Skrave og holdt sine taler, der sikkert ikke altid var helt loyale. Først der krævede man, at han skulle aflægge troskabseden. Han nægtede og måtte forlade sit embede. Men heller ikke dermed sluttede hans virke. Da hans efterfølger ankom, en tysk præst, som myndighederne nok ikke havde været så heldige med, prædikede denne i kirkerne i Rødding og Skrave, men bænkene var næsten tomme. Svejstrup fortsatte med at afholde sine søndagsforsamlinger – i Rødding i højskolens store sal og i Skrave i den store sal på den godslignende gård, som vi forleden gik forbi i måneskin. Søndag efter søndag trillede de tætpakkede vogne frem og på vejene og stierne kom der skarer af fodgængere – så vi må nok kunne tro på, at disse forsamlinger indeholdt noget gribende, at tilhørerne blev varme om hjertet, når den folkelige gejstlige talte om folkets og kirkens nød. Når der allerede i forvejen havde hersket en stærk samhørighedsfølelse blandt disse folk, så blev denne yderligere forstærket af den fælles nød. 

Men embedshandlinger, som dåb, vielse, begravelser måtte pastor Svejstrup ikke foretage. Men løsningen på dette var, at man ved f.eks. begravelser lod pastor Svejstrup afholde selve højtideligheden i hjemmet, medens den tyske præst kun stod for jordpåkastelsen uden prædiken.  

Den videre udvikling vil jeg undlade at gå i detaljer med. Jeg vil dog nævne, at den første frimenighed i Nordslesvig udsprang af disse kredse omkring Svejstrup, især kredsen i Københoved. En hel række af Svejstrups venner, i Københoved var det halvdelen af landsbyens beboere, meldte sig ud af folkekirken. Så kunne de også lade deres præster foretage embedshandlingerne. Den egentlige sammenslutning til en frimenighed skete i 1874. Gudstjenesterne blev stadig afholdt på højskolen og i Kloppenborgs – sådan hed ejeren – store sal i Københoved, senere i det grundtvigianske forsamlingshus i Skrave, indtil der i 1909 blev bygget en stor flot frimenighedskirke i Rødding. Senere blev der dannet flere forskellige frimenigheder i Nordslesvig, og der blev bygget 5 kirker mere. De sluttede sig alle sammen til ”det (fri)kirkelige fællesskab i Sydjylland (Nordslesvig)”. (Tilføjelse i bunden af s. 172: For sandhedens skyld skal det bemærkes, at de fleste af de andre frimenigheder langt fra var på højde med frimenigheden i Skrave. I de fleste blev det kristne langt overdøvet af det nationale, og ofte optog det nationale det hele. ) 

Men ved dannelse af den første frimenighed i Rødding-Skrave og også ved den videre udbredelse af bevægelsen i Nordslesvig og dens sammenslutning i årene fra 1874 og frem til min afrejse fra Nordslesvig spillede ejeren af den anden af de to sammenhørende gårde i den sydlige ende af landsbyen en fremtrædende rolle. 

Hans navn var Skrumsager. Således havde de to gårde i den sydlige udkant af Københoved spillet en afgørende rolle i Nordslesvigs åndelige historie. Delvist på grund af dem har det grundtvigianske åndelige liv holdt sit indtog i grænselandet. 

 

En idyl 

Også i andre henseender var de to gårde tæt forbundet.

I den tid, hvor de store grundtvigianske søndagsforsamlinger blev afholdt på den største af de to gårde, boede dér en mand ved navn Kloppenborg. Han havde en blomstrende datter og på nabogården var der en statelig søn. De to unge mennesker havde et godt øje til hinanden, men den gamle Kloppenborg brød sig ikke om den unge Skrumsager som svigersøn, jeg ved ikke hvorfor. 

Så skete det, at der en mørk nat holdt en let vogn på vejen mellem de to gårde, trukket af en stærkt bygget, langbenet hest. På vognen sad en ung mand, som spændt skuede over mod den større gård i mørket; den velsignede nat havde lagt sig over gårde og haver, det var næsten ikke til at få øje på den lysere stribe, der hvor vejen førte gennem de mørke marker. Lyt! Var det ikke en lyd, der kunne stamme fra en kvindes kjole og lette skridt med rystende fødder. Hesten spidser ørerne, vender hovedet. Den unge mand springer ned fra vognen, så står de overfor hinanden, deres varme blikke mødes, uden et ord tager de hinanden i hænderne, han, den unge mand, og hun, den unge kvinde …… 

Så gør hunden inde på gården – det gjalder gennem nattens stilhed. De lytter et øjeblik - - men alt forbliver stille. Så løfter den unge mand den unge kvinde op i vognen, springer bagefter, trækker stille i tøjlerne, langsomt sætter hesten sig i bevægelse, og først da vognen er udenfor gårdens hørevidde, sætter hesten i trav og vognen triller let hen over nattens mørke veje! 

Hvem er de to og hvad har de planer om? Det er de to elskende, der vil til Arrild, som er målet for så mange brudefolk, der tør trodse forældrene. For i Arrild findes der en præst, der vier unge par – også uden de foreskrevne dokumenter. Men det er nødt til at gå stærkt, for det er langt til Arrild – nok mindst 35 km; og når fader Kloppenborg opdager miseren, vil han gøre alt for at forhindre, at det sker. Og således farer den lette vogn af sted, natten omklamrer stadig den slumrende jord, forbi flyver sovende landsbyer, ensomme gårde, vide marker, hestens hove hamrer over broer, gennem tavse skove; der langt nede i dalen ligger Rødding, endnu ikke det mindste lys, der forkynder morgenen. Op ad bakke, ned ad bakke, Brændstrup – og så de vide skove i Gram. Det første pust fra den kommende morgen suser allerede sagte i trækronerne, gennem stilheden bruser vandet fra Gram Å mellem slot og mølle, slotssøen ligger stille hen; - det går langsomt op ad den stejle bakke mellem Gram slot og Gram by, så ruller vognen gennem Gram bys gader mod Tiset, dagen gryr; på bondegården galer den første hane, en gårdhund gør, og se, der bag ved Nustrups kirketårn står solen op, den flammer rødt i ansigtet på de to unge mennesker – hvad vil den nye dag bringe for dem? Vil solen skinne ned på to lykkelige mennesker den aften? 

Der flyver den første lærke! I de vide lavninger mellem Tiset og Arnum ligger der stadig tåge, men tågen viger for solen; Arnums vide hedeområde, fra venstre hilser Højrups højtliggende kirke, fra højre over den vide lavning hilser fra de fjerne højder Endrupskov, landsbyen på bjerget; så opfanges lyden fra hovene og hjulene af Lindet Skovs tavse stilhed. 

Skoven er allerede ved at lysne, den unge pige ser sig stadig oftere tilbage, om ikke der dukker en forfølger op, men vejen er stadig tom, så vidt øjet rækker. Nu er de kommet ud af skoven, et vidt, stille hedeområde ligger forude, nogle steder ses en ensom hytte mellem de mørke høje på heden, til tider en sumpet lavning, lærker svæver jublende højt oppe i luften; landskabet bliver mere og mere kuperet, det ses, at man nærmer sig Løgums morænelandskab; Hønning, den stille landsby på heden – den ligger drømmende mellem sine brune bjerge; og gennem denne stille fred på heden raser køretøjet, de unge mennesker er helt røde i ansigtet af bare ophidselse, afgørelsen nærmer sig! Pisken smælder, prustende, pustende, dækket af sved og hvid skum klatrer hesten ved hjælp af de sidste kræfter op ad en høj bakke. Nu er den oppe – ak – hvilken udsigt! Langt nede i dalen ligger en lille landsby, den hvide kirke rager op: Arrild, målet! Bagved bakkerne og heden hæver den imponerende klosterkirke fra Løgumkloster sig mægtigt op, og længere borte, bag vide, flade moseområder, næsten helt væk i horisontens mørke, anes kirketårnet fra Tønder kirke; lidt til højre ligger det trodsige virvar af Løgums bjerge, og højere end alt den sagnomspundne Vongshøj; når de kigger bagud, ser de to henover hede- og moseområder og landsbyer med hvide kirker det mægtige, stumpe tårn fra Ribe Domkirke; og vestpå flimrer det i solskinnet, det blinker og funkler som tusind ædelsten, der glitrer det vide hav, Vesterhavet, og på havoverfladen svømmer store øer, i morgensolen skinner Lists klitter hvidt. Og rundt om alle landsbyer, alle kirker, mørke skove, stille moser, vide heder, frugtbare marker: åh, skønne hjemstavn! 

Skal de to gå s a m m e n gennem den skønne hjemstavn? – Nu går det nedad, snart ruller vognen gennem byen, derovre til venstre bagved bakkerne, hvorpå der virkelig stadig vokser strandhavre – langt tilbage i tiden skyllede Vesterhavet nok ind her – må præstegården ligge. Gud, hvis præsten nu ikke skulle være hjemme – til venstre – der er det allerede. Hesten står stampende med skum under bugen, rystende. – Ja, han er hjemme, præsten, og han vil gerne gøre det! Han forbereder hurtigt sit gøremål – ak, hvor synes det at tage lang tid for de elskende! 

Nu går det videre ovre i kirken. Vielsesprædikenen, solen skinner lyst gennem kirkens vinduer, varme blikke udveksles, hånd i hånd. 

Så går det videre fra kirken over til præstegården; da nærmer der sig i vild fart fra Hønning og ned ad bakken til landsbyen en vogn; i vognen sidder der en stor og mægtig bonde, der svinger sin pisk over de gispende heste, bryllupsoptoget bliver stående, den unge kvinde tager et fastere tag i sin husbonds hånd: For sent, kære far! 

Den unge mand var den Skrumsager, der senere havde den fremtrædende rolle ved dannelsen af den første frimenighed i Rødding-Skrave; han var en olding, da han kom til Skrave, men med sindet og kroppen i god behold. Han havde en nordisk skikkelse, stor og bred med et mægtigt hoved; hans voldsomme, rungende stemme kunne gøre sig gældende i selv den vildeste meningsudveksling – han ledte normalt de store dansk-nationale forsamlinger, som ofte samlede folk i hundrede- og tusindvis til meningsudveksling. Her kunne der opstå megen heftig diskussion, for også her var fronterne trukket op, en vild og en mere mild retning, - men han stod som et tårn midt på slagmarken og tæmmede med sin imponerende herskernatur selv det vildeste oprør. Uden nogen form for frygt var han altid parat til at kæmpe for sit folks rettigheder, altid stræbte han efter at højne sit folks moralske og åndelige niveau og at samle det i national henseende. På grund af indre fornemhed og åndelig dannelse og alvorlig mandighed var han en fyrstelig bonde, en leder af folket i bedste stil, og også en pålidelig ven og tro rådgiver for sine landsbyfæller. Jeg havde ikke noget med ham at gøre i embedes vegne, da han jo hørte til frimenigheden, men jeg mødte ham ofte ved sygelejer, han var meget flittig til at besøge syge og gamle mennesker; så talte vi altid venligt sammen, jeg må endda indrømme, at han, den danske folkeleder fra frimenigheden, viste en faderlig venlighed over for mig, den tyske præst fra folkekirken. 

Han var en meget from mand. Ligeså stolt og fri og ubøjet han opførte sig overfor mennesker, ligeså ydmyg bøjede han sig for sin Gud. Han skammede sig ikke over at bekende sig til Jesus, sin Herre, og én, der besøgte ham og tilbragte natten i hans hjem, har bevæget fortalt mig, hvordan han om aftenen i nattens stilhed, efter at være gået til ro, havde hørt den gamle Skrumsager bede med sin stærke, ru stemme. 

På den større nabogård, hvor de grundtvigianske forsamlinger engang blev afholdt, herskede nu den ældste søn af denne Skrumsager og hans kone, som var blevet viet i Arrild. Han hed H. D. Kloppenborg-Skrumsager og forende således de to gamle navne. Han var den ene af to danske delegerede i den preussiske landdag og en både fysisk og åndelig fremtrædende mand. Men dog en mand af fuldendt jævnhed. Hans gård var et lille gods, 400 ha, han havde nok et dusin karle eller flere, men alle karle og piger indtog deres måltider sammen med herskaberne, de sad ved det samme bord og spiste af samme fad. Alle karle tiltalte deres herre med ”du”, og også hans kone tiltalte de med ”Kjestine” og ”du”, men de havde alligevel den allerstørste respekt for dem. – Når han fejrede familiefester, så sad både den ubetydeligste daglejer og naboen, storbonden, ved hans bord; der blev ikke gjort forskel. 

Og sådan som her var det på alle gårde i Københoved, der herskede ingen sociale modsætninger, det var et samlet landsbyfællesskab.

 

Og endnu et berømt navn 

Når man skal forstå det høje, åndelige niveau blandt Københoveds befolkning helt, skal en ting mere nævnes. 

Jeg havde kun været nogle få måneder i Skrave, da jeg gik til vores større nabolandsby Rødding. Undervejs blev jeg overhalet af en landbrugsvogn, og bonden i skjorteærmer, der styrede hestevognen, tilbød mig at køre med. Jeg satte mig op til ham i vognen og vi indledte en samtale. 

Vi snakker om det ene og det andet og til sidst også om kunst. Og så begynder min bondemand at fortælle om den berømte danske maler Joakim Skovgaards vægmalerier i Viborg Domkirke, skildrer de enkelte billeder og udviser en sans for kunst og en teknisk forståelse, som man ville lede længe efter hos mange højtstuderede folk. 

Jeg er helt overrasket, kigger på manden fra siden – der er ingen tvivl: Påklædningen og hænderne afslører manden, der selv dyrker sin jord. Hvordan i alverden har denne enkelte bondemand dog opnået sådan en kunstforståelse?! 

Vi er i mellemtiden nået op på toppen af den sidste høje bakke inden Rødding. Fra her har man frit udsyn i alle retninger over skove, høje, agre og landsbyer; langt borte i horisonten mod vest hæver det stumpe tårn fra Ribe, som vi allerede kender, sig og nede i dalen ligger langstrakt den opblomstrende kirkelandsby Rødding. Det er kun kort tid siden, jeg er kommet til egnen, og min rejsefører forklarer mig det hele. Til sidst viser han mig i den vestlige ende af landsbyen også et stateligt bygningskompleks: den tidligere højskole i Rødding. 

Hvem har ikke hørt om den danske højskole, om dens mægtige arbejde for at højne det danske folks åndelige niveau? Om disse dannelsessteder, som årligt besøges af op 10.000 unge mennesker for et halvt år ad gangen; hvor de unge ikke modtager faglig undervisning, men derimod indføres i deres folks åndeligt-religiøse liv, deres fædrelands historie og litteratur, bliver begejstret for alt stort og ædelt, for afholdenhed og renhed, for at tjene folket; om disse højskoler, hvor de unge i et halvt år hele tiden er sammen med dygtige og åndeligt indstillede, religiøse lærere, ved foredrag og gymnastik, ved leg og sang, ved alle måltider og ved underholdningen om aftenen; hvor man betragter et ophold som spildt, når eleven har udvidet sin faglige viden i høj grad, men ikke har opnået en styrkelse af sin karakter, sine åndelige, moralske og religiøse egenskaber. Disse skoler, hvor de unge lærer at synge både fædrelandssange og religiøse sange – også fra hjertet – hvor de bliver oplært i en åben og fri tænkemåde, som de tager med sig, når de forlader højskolen og fordeler sig i hundredvis af landsbyer i Jylland og på øerne, når de vender tilbage, bærende på en national og religiøs kultur, som forkæmpere for broderskab og renhed og alle ædle kræfter i folket? 

Hvem har ikke hørt sangen om Nordens højskoler? Men her, kære læser, ser du foran dig – forhåbentligt med ærefrygt – moderen af alle: N o r d e n s  f ø r s t e  h ø j s k o l e ! 

Den har ikke bestået i lang tid. Den blev grundlagt i året 1844. Der er nok opstået et ejendommeligt liv i den dengang så stille, skovomslyngede landsby Rødding, da glade unge knægte flyttede ind på skolen og der på stille aftener lød ungdommelig, frisk sang fra højskolens åbne vinduer ud over hele byen. 

Men allerede i 1866 blev skolen offer for de politiske hændelser; da Nordslesvig igen blev dansk, blev der, som jeg hører, atter indrettet højskole.  

Nordens højskole er ikke etableret vilkårligt for at højne de åndelige interesser; den er derimod opstået som noget naturligt, den har sine rødder i den tidligere beskrevne kristent-nationale bevægelse – grundtvigianismen. Grundtvig selv har lagt grundstenen til højskolen, og mænd med hans åndelige overbevisning leder også i dag skolerne, selv om ingen vil afvise, at det kristne element er veget tilbage for det alment-kulturelle, på samme måde som den grundtvigianske bevægelse som kristen bevægelse i Danmark bliver afløst af den stærkere og dybere indre mission. 

Men hele livet, hele undervisningen, hele skolernes arbejde er stadig baseret på det kristne livsgrundlag. Grundtvigianere – der findes også indre missions-højskoler – leder altså som regel højskolerne, tager sig af eleverne, der kommer fra hjem og landsbyer, der holder den gamle grundtvigianske lære i hævd, lærer dem om deres folks historie og kultur, forsøger at styrke deres vilje til at kæmpe for alt, hvad der er ret og godt, og lader dem igen tage tilbage til de allerede etablerede kulturelle kredse i deres hjembyer. – Det er slet ikke så let at efterligne sådan en højskole eller overhovedet at oprette en, for den er jo opstået med baggrund i ganske særlige historiske forhold, en helt speciel åndelig bevægelse. Den vil ikke være bærer af en ny bevægelse, men derimod bæres af en allerede eksisterende bevægelse. 

Landsbyen Københoved var fuldstændig styret af denne grundtvigianske højskolekultur sammen med den her meget svagere indre mission. Herfra stammede det virksomme åndelige liv, den kristne kultur, modviljen mod kortspil og alkohol, den store glæde ved sang, delvis den sociale kontakt, den kristne hjælpsomhed, det dybt forankrede danske sindelag. Ud af de cirka fire hundrede indbyggere var der i landsbyen mindst femten til tyve bønder, der på stående fod var i stand til at holde et foredrag af en times varighed om historiske, folkelige eller andre emner. Hver bonde havde sit eget, i nogle tilfælde ret omfattende bibliotek.  

Dette åndelige liv havde sit samlingspunkt i ”huset”. Således blev forsamlingshuset kaldt i hele sognet. Her afholdt frimenigheden sine gudstjenester – dog også i frimenighedskirken i Rødding. Her blev der hver uge arrangeret lærerige og meget givende foredrag, som næsten hele menigheden deltog i. Her lavede byens unge gymnastik; og her blev der afholdt forskellige fester: juletræsfest, høstfest osv. Her blev sangen og andet dyrket. 

Og sådanne forsamlingshuse fandtes i næsten hvert sogn i Nordslesvig - i et område fra Kongeåen ned til en linje mellem Tønder og Flensborg, og selv om de kun i meget få sogne spillede en så afgørende rolle som i Københoved, så var deres indflydelse og magt stor over det hele, overalt udgjorde de en stærk støtte for den danske kultur og det danske sindelag. 

Har jeg så ikke ret, når jeg kalder Københoved for det ideelle landsbysamfund, kære læser? Godt nok var det ikke i enhver henseende ideelt for en af statskirken ansat præst! Næsten halvdelen af landsbyens indbyggere hørte til frimenigheden og var trådt ud af statskirken. I officiel henseende havde jeg ikke noget med denne halvdel af befolkningen at gøre; hver søndag kørte ca. 10 vogne fuldt besat med kirkegængere forbi mit pastorat til gudstjeneste i frimenighedskirken. Nuvel, man måtte jo glæde sig over disse folks interesse for det kirkelige og over den høje kristne kultur, som de stod for. Og det gjorde man også.

Men på den anden side er det jo indlysende, at dette lukkede, i mange henseende fremragende fællesskab af grundtvigianere havde en stor tiltrækningskraft på den øvrige menighed. Den øvrige menighed var enig med dem med hensyn til national overbevisning og i mange henseende også det kulturelle liv. Det eneste, der adskilte dem fra hinanden, var, at de stadig holdt fast ved den statslige kirke med dens tysksindede præster, hvor tyskerne selvfølgelig også havde et overvældende flertal. Den statslige kirke blev af grundtvigianerne udskreget som værende en tysk institution, og under disse forhold var det for en tysk præst ikke en let opgave at holde sammen på sine folk, tyskeren skulle holde sammen på danskerne mod grundtvigianernes sejrssikre fremstormen. Jeg husker tydeligt mit første besøg i Skrave hos min forgænger, da jeg var blevet udvalgt som hans efterfølger. Ved dette besøg sagde han til mig: ”Nu må De se, hvordan De får folk til at blive i kirken. Det kan ikke lade sig gøre alene med prædikenen!” 

Det var rigtigt. Man kunne prædike som en engel fra himlen, det ville ikke have nyttet noget, hvis ikke man gennem en konstant personlig relation til a l l e  menighedens medlemmer holdt sammen på fællesskabet.  Jeg tror, jeg brugte mindst fire timer hver dag på at besøge forskellige medlemmer af menigheden.

Jeg synes, det i høj grad vidner om menighedsmedlemmernes kirkelighed og alvor, at de trods alt forblev tro mod den statslige kirke i næsten hele Nordslesvig, danskerne ved deres tyske statskirke og dens tyske præster. Og jeg synes også, dette er et godt vidnesbyrd for de tyske præster. 

Dertil kommer vanskelighederne med arbejdet med de unge! Jeg har haft 5 hold konfirmander i Skrave og der var ikke en eneste blandt konfirmanderne, som ikke efter konfirmationen skulle på en dansk efterskole i et halvt år (som forberedelse til højskolen) og senere et halvt år på højskole, og disse skoler gik man jo på sammen med de jævnaldrende, velkendte konfirmander fra frimenigheden. Godt nok blev statskirken, som de tilhørte, og dens præster ikke omtalt med pæne ord på disse skoler, men den grundtvigianske åndelige bevægelse blev skildret i forklaret skønhed. Og når jeg tænker tilbage, undrer det mig i dag, hvordan det overhovedet var muligt for os tyske præster atter at opnå et fortroligt forhold til disse unge mennesker. 

Vores opgave blev i høj grad vanskeliggjort af de forholdsregler, som vores regering mente at måtte træffe for at germanisere den danske befolkning; forholdsregler, der i deres hjælpeløshed ofte ligefrem forekom groteske. Jeg kommer nærmere ind på dette senere. En del af disse forholdsregler, især måden hvorpå regeringen med sin skolepolitik tvang befolkningen over i den danske højskole, er beskrevet så rammende og klart af Kastan (”Erlebnisse und Beobachtungen”, s. 207-260), at jeg kun kan råde læseren til at læse videre der, hvis man ønsker at få et tydeligere billede af situationen. 

Og også her må jeg sige, at også grundtvigianerne altid opførte sig eksemplariske over for den tyske præst. Det er et forbavsende udtryk for sand dannelse og stor hensynstagen, når jeg som tysk præst med min kone deltog i f.eks. bryllupper, hvor der blev holdt nok 20 taler af dansksindede mænd – nordslesvigerne var gode talere – og der af forsamlingen snart fra den ene, snart den anden, blev foreslået nok 20-30 sange, uden at der blev valgt sange eller blev sagt noget i talen, der kunne have såret os som tyskere. Bagefter, når vi havde forladt selskabet, ja, så har man nok slået de nationale toner an!

 

Og de kirkelige myndigheder bidrog ikke altid til en lettelse af vores position. Jeg vil anskueliggøre dette med et eksempel. Præsterne fra de grundtvigianske frimenigheder havde ikke lov til at prædike ved deres sognebørns begravelse på vore kirkegårde. De måtte ikke engang bede fadervor. Kisterne blev sænket i graven uden et eneste ord. På den anden side havde frimenighederne heller ikke lov til at anlægge deres egne kirkegårde. Jeg har over for vor kirkelige myndighed – især den daværende Generalsuperintendent (biskop) Kastan – altid indtaget det standpunkt, at det måtte være et krav ikke blot af hensyn til retfærdighed, men i højere grad til klogskab, at give dem lov til i det mindste en af delene. Men jeg opnåede ingen sympati – heller ikke hos den ellers så vidtskuende Kastan. 

Således måtte frimenighederne stadig sænke deres døde i jorden på vore kirkegårde i stilhed og de befandt sig godt derved! Enhver kan forstå, at disse stille, tavse begravelser af grundtvigianerne virkede på hele følget som en stum anklage mod den intolerante statskirke, ikke mindst på den del af følget, der var medlem af statskirken. Vi kunne faktisk ikke give frimenighederne et bedre agitationsmiddel.  
 

”Hvem er min næste?” 

Jeg havde kun været i Skrave i kort tid, da jeg en dag fik besøg af en kirkeværge fra landsbyen Langetved, som fortalte om en familie i landsbyen, som pga. sygdom og forskellige uheldige omstændigheder var kommet i nød og havde behov for hjælp. Mit spørgsmål om, hvordan han forestillede sig, hjælpen skulle ydes, besvarede han med, at der i sognet altid havde været tradition for, at præsten i sådanne nødsituationer skrev et opråb. Med dette opråb gik en kirkeværge eller et medlem af menighedsrådet så fra dør til dør og hvert medlem af landsbysamfundet gav et bidrag. De indsamlede penge overbragte præsten så til den pågældende familie. Han spurgte, om vi ikke skulle gøre det på samme måde i dette tilfælde.

 

Selvfølgelig skrev jeg straks et kort opråb og efter kun to dage kom kirkeværgen, hvis jeg ikke tager fejl, med et beløb på ca. 700 mark, det svarede til 2 mark per beboer, inklusive børn og ubemidlede. Jeg gik straks hen til familien; jo, her herskede der nød. I sengen lå den syge kone, som godt nok var i bedring, men bedringen blev påvirket af spekulationerne om penge. Ved siden af stod den syge søns seng – et år senere begravede vi ham. Ved bordet sad bonden, foran sig havde han regninger, som han lagde sammen og hvis omfang han så stige til et stadigt højere beløb. Han kunne ikke se nogen udvej. Hvordan skulle han få betalt alle disse læge-, apotek- og sygekasseregninger? Der var kun én udvej: Den lille ejendom, som de havde slidt og slæbt for i næsten et helt menneskeliv, og som havde været deres stolthed og lykke, måtte sælges og han måtte begynde forfra som daglejer! 

I denne nød banker landsbysamfundet på hans dør: Vi holder med dig, vi lader dig ikke synke ned i gælden, vi hjælper! Taknemmelig glæde lyser ud af øjnene på de syge og manden trykker uden et ord min hånd! 

Det var hjælp i nøden! Hjælp med baggrund i en tænkemåde, som ikke tåler, at én fra landsbyen synker til bunds. Familien lærte at sætte pris på den værdi, fællesskabet har, og de andre blev knyttet tættere sammen på grund af glæden ved at hjælpe i fællesskab. Således voksede følelsen af fællesskab. 

Landsbysamfundet tålte ikke, at et af dets medlemmer kom uforskyldt i nød. Men hvordan forholdt det sig, når nøden var selvforskyldt? 

Langt ude ved den yderste grænse af landsbyen Københoved, afskåret fra de øvrige landsbybeboere af ret vidtrækkende skovstrækninger, boede en arbejderfamilie, som økonomisk set hørte til nabosognet, idet manden som oftest arbejdede hos bønderne der. Familien var tilflytter, så den havde intet at gøre med det religiøse og kulturelle fællesskab i Københoved. 

Kun på grund af disse forhold er det forståeligt, at familien kunne komme i så alvorlig nød, uden at nogen i Københoved i lang tid bemærkede dette. Manden havde slået sig på flasken, fordrev meget af sin tid på værtshusene i nabosognene, havde ingen penge med hjem og lod sin kone og sine 8 børn i alderen 1 til 12 år gå til grunde. 

Men snart lagde læreren i Københoved mærke til, at børnene mødte mere og mere tarveligt og fattigt klædte i skolen, og han bad mig aflægge familien et besøg ved lejlighed.

Jeg begav mig straks af sted. Det var vinter, bidende koldt; da jeg efter en times rask gang nåede frem til huset og trådte indenfor, blev jeg mødt af et trist syn: I et mellemstort rum var der lidt husgeråd, 2 stole, et bord; 3 senge optog det meste af pladsen i rummet, i en af sengene lå en kvinde, forgræmmet af sorg og nød, plaget af feber efter fødslen af et dødfødt barn. De små børn sad nødtørftigt klædt i et hjørne af det helt uopvarmede rum. Manden var ikke hjemme, desværre nok ikke på grund af arbejde, men af andre grunde. Der var ingen brænde i huset, indtil nu måtte børnene have samlet tørt træ i skoven, men måske manglende den syge kvinde nu energi til at sætte børnene i gang. 

Jeg forsøgte at opmuntre kvinden og lovede hjælp. Så forlod jeg familien, og da jeg gik igennem det, der engang havde været en have, så jeg noget gribende: en træstub, hvorfra én – tydeligvis uden mange kræfter - havde forsøgt at hugge splinter og spåner. Ved siden af stubben lå stadig øksen, med et råt, dårligt siddende skaft, og jeg så foran mig det ynkelige billede af en kvinde eller mor, der med svindende kræfter forsøger at fravriste den genstridige træstub lidt brænde.  

Så snart jeg kom hjem, drøftede jeg sagen med nogle familier, og det var dejligt at se, hvor villige alle var til at give en hjælpende hånd. Snart var der samlet penge ind, der blev købt lærred og stof, og en eftermiddag samledes ca. 10 kvinder, ikke kun fra Københoved, men også fra Langetved, på præstegården. Og der blev arbejdet flittigt, klippet og syet, symaskinerne klaprede, nåle blev i en uendelighed ført igennem lærred og stof; de flittige bondekoner syede skjorter og sengetøj, tøj til børnene og også en kjole til konen. – Endvidere blev der indkøbt levnedsmidler: Mel og ris og sukker og brød, et stort stykke kød, æg og smør, det blev aftalt med købmanden og bageren, at familien kunne afhente en vis mængde kolonialvarer og brød hver uge.

Så blev det hele læsset på en vogn, levnedsmidler og tøj og sengetøj, der manglede heller ikke legetøj til børnene og der var endda en pose bolsjer til hvert barn, og en skønne vinterdag lige før jul kørte min kone og en bondekone gennem skoven på frosne veje ud til den usle hytte, ankom og bar en pakke efter den anden ind, pakkede ud og fyldte stuen med velkomne skatte, børnene stimlede sammen om dem med lysende øjne, og også i den ulykkelige moders forgræmmede ansigt sås et skær af glæde. Så gjorde de to kvinder stuen ren, tændte op i ovnen med den medbragte brænde, betrak sengene, trak børnene i tøjet, forklarede den ældste pige, hvordan hun skulle pleje moderen, og kørte så tilbage med den stille og dybe følelse af glæde over at have hjulpet – den glæde som uegennyttig hjælp altid bereder os mennesker. 

Et par dage senere aflagde jeg familien et besøg og så, at konen allerede havde fået det betydeligt bedre. Hun havde fået den styrkende mad bragt til sit hus allerede fra den første dag efter fødslen – manden var der også, så jeg kunne forsøge at få ham til at overveje afholdenhed. 

Og resultatet? Ja, behøver man altid spørge, om det havde et godt udfald? Er det ikke bedre at yde hjælp i næstekærlighedens navn end at spørge, om det vil nytte noget? Og er glæden, som Gud skænker den hjælpende, og styrkelsen af sammenholdet i sognet ikke et godt nok resultat? 

Men når I, mine læsere, spørger efter det synlige resultat, så lad gå! Manden holdt op med at drikke, i den tid, jeg stadig var i Nordslesvig, det vil sige faktisk 10 år, drak han ikke mere. Den usle hytte har de for længst byttet ud med en lille forpagtet ejendom, som måske allerede er deres egen. Den stakkels, syge kvinde er sund og blomstrer, børnene, de af dem, der er voksne, har alle godt arbejde, flittige og driftige. 

At hjælpe dem var en barmhjertig gerning, men var det ikke også en klog handling? Hvis byen havde ladet familien gå til grunde, var den så ikke blevet til et arnested for dårligdom for sognet, et farligt sted for dens omgivelser? Mon ikke det ville have kostet sognet betydeligt mere at anbringe og opdrage børnene end at hjælpe den ene gang? Hvor megen ærgrelse og fortrædelighed, jeg endda skade, kunne disse børn som tjenestefolk ikke senere have forvoldt landsbybeboerne? Er den barmhjertige ikke også altid den kloge og den ubarmhjertige den snæversynede?

 

Sent lys 

Da jeg denne eftermiddag gik hjem fra denne familie, tog jeg en sti gennem skoven, en ensom gangsti, hvor jeg, til trods for at jeg ofte er gået den vej, aldrig har mødt et andet menneske. Efter ca. 5 minutters gang kommer man til en lysning, hvor der ligger en ensom ejendom. Der bor min gode ven Thewes. 

Thewes var nok 75 år gammel på det tidspunkt og havde været sengeliggende i et stykke tid. Han havde ingen familie, som tog sig af ham, og var alene i verden. Hans liv var langsomt ved at rinde ud under store smerter. Han lå i et tarveligt, lille hvidkalket kammer, i en seng med røde dyner, en lille buket med vintergrønt på bordet skabte dog lidt hygge i stuen. Der lå han dag efter dag, nat efter nat, med vedvarende smerter, men også med vedvarende glæde.

Da jeg kommer ind i kammeret og han hører min stemme, sætter han sig op i sengen og rækker glædesstrålende sine afmagrede arme frem mod mig. Da jeg spørger til ham, svarer han: ”Jo, jeg har det ganske udmærket, jeg ville ikke bytte med nogen konge. Og når smerterne er allerværst, så føler jeg herrens nærhed så tydeligt, at jeg ofte sætter mig op i sengen og ser mig omkring, da jeg mener, at jeg burde kunne se ham. Og jeg ved jo, at jeg først vil se ham oppe i himlen!”  Efter den dag besøgte jeg ham hver anden eller tredje uge i ca. 3 år, for der gik 4 år, inden han måtte sove ind, og han var sengeliggende hele tiden og plaget af smerter, men aldrig har jeg fået et andet svar på mit spørgsmål til hans befindende, end glædelige ytringer om, hvor godt det gik ham. 

Det havde ikke altid været sådan, slet ikke. Også jeg havde kendt ham som en hård, indelukket mand, vranten og i dårligt humør overfor sine husfæller, som var unge, opadstræbende folk, han var fuldstændig ligeglad med deres vanskeligheder, altid utilfreds med forplejningen, tænkte kun på sig selv og tingede om enhver øre. Men for et år siden var han blevet syg og i sygeværelsets stilhed var Gud begyndt at tale med ham, hans selvretfærdighed var brudt sammen, han var blevet bevidst om sine forsømmelser og forseelser i fortiden; han var blevet skyldig for Gud og for menneskene. Jeg oplevede det hele med ham og oplevede også, hvordan han åbnede sig for det glade budskab om Guds tilgivende kærlighed og hvorledes han med barnlig tillid gav sig hen til troen på, at denne kærlighed også gjaldt ham, som så længe var gået ad forviklede veje langt fra Gud. Og jeg oplevede, hvordan Guds herlighed, som lyste op i Kristus, forvandlede ham, gjorde ham til det modsatte af, hvad han havde været, endnu i hans alder. Jeg betragtede dette under med stor forbavselse og Guds hellige færd var øjensynlig for mig. Jeg så, hvordan den gnavne, vrisne, utilfredse, utilgængelige gamle mand forvandlede sig til et venligt, glad og tilfreds barn, der var taknemmelig for enhver velgerning, for ethvert besøg, enhver lille ting.  Hans husfæller aflagde det ene vidnesbyrd efter det andet: ”Thewes er som forvandlet, vi kan slet ikke genkende ham! – I dag har han foræret vor datter en symaskine! – Han beklager sig aldrig mere og er aldrig utilfreds! – Det er så let at omgås ham! Tit ligger han i sit kammer og synger! – I dag har han foræret vores den mindste et par sko! ---” 

Og omtrent to år senere fortalte de mig følgende: Thewes havde fået besøg i forgårs; en gammel ungdomsven fra Hygum; det var længe siden, de sidst havde set hinanden. De havde talt sammen om gamle dage og manden fra Hygum havde så spurgt: ”Nå, hvordan går det med dig nu, Thewes?” Og Thewes havde svaret: ”Ak, jeg har det så godt; mine folk plejer mig så godt og er så venlige overfor mig. Men det er ikke det bedste; jeg har det så godt med Gud; jeg ved, han har tilgivet mig alt og mener det godt med mig og holder af mig. Jeg glæder mig hver dag over, at han vil være hos mig, og mest glæder jeg mig til den time, hvor han vil kalde mig til sig, for så får jeg det endnu meget, meget bedre! 

                                                          Å, skønne dag og endnu skønnere time,

                                                          hvornår kommer du, hvornår?

                                                          Når jeg med lyst og fri glæde

                                                          kan lægge sjælen i Guds trofaste hænder,

                                                          for at den bliver frelst

                                                          i hans fædreland. 

Ok, Ingwer, jeg kan fortælle dig, der er herligt at være i nærheden af Gud!” Kort tid efter havde Ingwer forladt sin ungdomsven, meget rørt efter besøget.—

Han levede fem år, efter han blev syg, stille og glad, fredeligt ventende på, hans time skulle komme, tålmodigt udholdt han sine smerter, venlig overfor alle; evighedens morgenglans forgyldte den sig nærmende livsaften. –

Hvor ofte har jeg ikke følt mig styrket, efter jeg har besøgt ham. Således også den dag; jeg fulgte stien videre gennem skoven, som snart optog mig med vinterens ensomhed og dens fortryllelse. Tavst og ubevægeligt strækker bøgetræerne deres rimdækkede grene frem, på de glatte træstammer ses det purpurrøde lys fra den nedgående sol, og fra grantykningen kravler mørket frem og breder sig, fra fjerne landsbyer høres gøende hunde og en vogn, der triller på den frosne vej.

Og igen er der en lysning med en gård. Her bor der en tysker. En af de tre tysksindede i hele landsbyen. Han er indvandret fra området omkring Hannover og bor nu her blandt danskerne. Hans gård er lidt forfalden og der bliver set lidt ned på familien: de er jo indvandrere – indvandret sydfra – hvis de var kommet nordfra, havde det været noget helt andet.  Det er jævne folk, men her midt i denne højtstående danske kultur legemliggør de den helt anderledes tyske kultur og tyske følelser og den tyske levemåde på storslået vis.

Her finder man ikke de danske bønders belæsthed, ikke deres komfortable velstand, ikke deres beherskelse af landbrugets teknik, ikke deres udprægede samhørighedsfølelse – som vi tyskere, i hvert fald vi nordtyskere, slet ikke lader til at have sans for – ikke deres ydre smidighed, ikke deres kulturelle begejstring, alt dette var dansk; men har fandtes noget andet! Her fandt man a r b e j d e og  f l i d! De danske bønder var ganske vist også flittige, det må ikke forglemmes, men at tage så hårdt fat med barkede næver, som mine kære D.’ere gjorde det, det kendte de dog ikke noget til; som f.eks. at samle sten til en vej med deres hestespand tolv til fjorten timer om dagen – mens konen sad på vognen, ladede manden de tunge sten op på reservevognen, og omvendt, sådan at bruge hænderne ufortrødent fra tidlig morgen til sen aften, som D.’erne og deres to døtre gjorde det, og ikke at sky noget som helst arbejde, end ikke det allerhårdeste – se, mine kære nordslesvigere, det er den gamle nedarvede tyske dyd og som også, om gud vil, skal fortsætte! 

Og der var også andet! Hvad henter de frem fra tasken midt i det hårde arbejde til middagsmad? Et par skiver brød med smør, uden pålæg! Det kender ingen dansker! Nej, der skal være pølse og ost og andet godt, der er altid en masse kage til den hyggelige aftenstund, man elsker et veldækket bord! Og her hos mine D.’ere herskede der absolut nøjsomhed, den totale fordringsløshed, som også bevarer sin munterhed ved tørt brød, som ikke lægger stor vægt på bedre og finere møbler, men også synger lovsang i det nøjsomste hjem! Se, mine kære landsmænd, det er den nedarvede tyske dyd og skal, om gud vil, være det i al fremtid! 

Og der var mere! Der hersker d y b s i n d i g  f ø l s o m h e d! Jeg vil ikke frakende danskerne denne evne, slet ikke! Men se lige, når vi kommer ind på gårdspladsen hos D.’erne, der gror godt nok lidt mere græs, end det er nødvendigt på en gårdsplads, men vi bliver modtaget af en gammel, venlig gås, måske mere gammel end venlig. Den modtager nådsensbrødet her på gården og indtager gårdhundens plads. Ingen kan få sig selv til at slagte den, for man holder jo af sine dyr. – Og der kommer den gamle hest haltende, den kan næsten ikke løfte hovedet mere. Men skal de sælge den, så den skal pines og plages på sine gamle dage? Eller måske slagte den og lade den vandre ned i menneskers maver som sej ragout? Den har tjent her på gården i 26 år og nu skal den have fred! 

Lidt overdrevet? Ikke særlig økonomisk? Det indrømmer jeg! Men bag ved dette ligger der en prisværdig karakter, et sind, som ikke kun ser det synlige, men også det usynlige, hvor troskab mod den stumme skabning vejer tungere end nogle guldmønter i lommen, et menneske, som ikke spørger, om andre griner eller gør nar ad én, men som i storslået uafhængighed følger sine egne, indre regler. 

Og derhenne i hjørnet af haven, hvad er dog det? Et leje af græstørv og visne blade! Hvad bliver det brugt til? Jo, i de lyse sommernætter sover husfaderen nogle gange herude i stedet for i det trange værelse, her hvor himlens stjerner kigger gennem bladene og et sky dyr fra skoven høres rasle i løvet og det lufter lidt når morgenen nærmer sig. – Og hvilket familieliv, hvor holder de dog sammen, de fire, og hvor glæder de sig over hinanden! Der kan I se, kære nordslesvigere, det er gammel, nedarvet tysk dyd, dybsindig følsomhed, og det skal, om gud vil, altid forblive sådan! 

Og der er mere! Der er en rørende nænsom og fin samvittighed! Hvordan var det nu nogle år senere, da den kære familie D. i lang tid havde kørt sten for en stor mand i K……. og de derefter bad om betaling af regningen? Da påstod han, at han allerede havde betalt for det hele, han, der også havde en del andet på samvittigheden. Familien D. blev opfordret til at klage. Hvad svarede de? – ” Jeg frygter, at manden også ville aflægge mened for at slippe for sin forpligtelse, og jeg kan ikke påtage mig ansvaret for, at manden også belaster sig selv med en mened for vores skyld. Hellere giver vi afkald på betalingen!” Ja, se, mine kære nordslesvigere, det er den gamle, nedarvede tyske dyd og fine samvittighed, og sådan skal det, om gud vil, blive igen! 

Således repræsenterede disse jævne mennesker midt i den danske kulturs højborg i al enkelthed de bedste værdier af den tyske folkelighed, og hver gang, jeg besøgte dem, blev jeg varm om hjertet, varmere end over al den fortræffelighed og ulastelighed, som de danske kulturelle udviste. Thi ”Germanus sum”, også jeg er nu engang en tysker, også jeg tilhører dette foragtede og nu ydmygede folk, og er stolt over at være det, og jeg ved, at der i dette folk stadig ligger kræfter og dyder i dvale, kræfter og dyder, som menneskeheden ville have svært ved at undvære! 

Vi forlader disse karakterstærke mennesker, som, det må jeg ikke glemme, også var meget  f r o m m e mennesker, og begiver os på hjemvejen. – Det lysner i skoven nu, stien munder ud i en vej med dybe spor, og vi følger denne vej. Det begynder at skumre, men vi kan lige se en gård derovre, omringet af høje træer. Der bor ”Marren Tysker”, dvs. Marren, tyskeren, en angelboer, som var en værdig repræsentant for den tyske karakter og fromhed og det tyske sindelag blandt den danske befolkning.